Det er vores ønske, at patienter kommer sikkert og trygt gennem behandlingsforløb hos os. Derfor er åben kommunikation og et sundt tillidsforhold mellem patient og sundhedspersonale grundstenen i det sikre et godt og tillidsfyldt behandlingsforløb. Det giver bedre patientoplevleser og vores personale en større arbejdsglæde.

Vi har indarbejdet procedurer og rutiner, som sikrer patientens integritet og den bedst muligt tilpassede behandling. Som patient kan man også selv gøre meget for at sikre det bedst mulige behandlingsforløb. Vi anbefaler, at patienter læser disse “10 gode råd” udarbejdet af TrygFonden og Selskab for Patientsikkerhed. Ved at forberede sig godt er man selv med til at gøre sit behandlingsforløb sikkert og trygt.

Spørg hellere for meget end for lidt
Det er vigtigt, at du forstår, hvad du skal undersøges for, hvad lægerne har fundet ud af indtil nu, og hvilken behandling du får. Accepter ikke svar, du ikke forstår!

Fortæl os om dine vaner
Det er vigtigt at informere personalet om, hvad du får af medicin, også alternativ behandling, kosttilskud, naturprodukter og om du følger særlige kostråd. Du skal også sige til, hvis du er overfølsom over for medicin, mad eller andet.

Skriv ned undervejs
Før gerne dagbog over det, du oplever, mens du er syg. Ofte er det også en god idé at skrive dine spørgsmål ned, så du husker at stille dem til personalet.

Flere ører hører bedre
Tag gerne din pårørende med, når du skal til samtale om undersøgelser og resultater. Det er en fordel, at flere har hørt, hvad lægen siger, så alle nuancer kommer med.

Lad eventuelt en anden tage samtalen
Hvis du selv mangler overskud, er du velkommen til at bede personalet om at gennemgå din sygdom og dine behandlinger med en af dine pårørende.

Godkend dig selv
Tjek dit navn og dit personnummer sammen med personalet, hver gang du skal undersøges, behandles eller have medicin.

Hør om operationen
Hvis du skal opereres, er det en god idé at tale det, der skal ske, igennem med lægen. Nogle gange er det også en fordel, at lægen lige inden operationen med en spritpen markerer det sted på din krop, der skal opereres.

Sig til hvis det gør ondt
Det er vigtigt, at vi kender alle dine symptomer. Også hvis de opstår andre steder end netop dér, hvor du er syg.

 

Spørg hvordan behandlingen skal fortsætte
Når du skal hjem, er det en god ide at spørge, hvordan behandlingen skal fortsætte, og hvad du selv skal gøre.

 

Kend din medicin
Du skal vide, hvad din medicin hedder, hvordan den virker, og hvordan og hvor længe du skal tage den. Før en liste over al den medicin, du får. Sørg også for at kende medicinens eventuelle bivirkninger og spørg, om særlige typer mad eller drikkevarer kan påvirke behandlingen negativt.

Godt du spør’ er en del af Sikker Patient – et samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden, der har som mål at skabe bedre patientsikkerhed i Danmark, ved at hjælpe patienter med at forberede de spørgsmål, der er vigtige i mødet med sundhedsvæsenet. Derudover, så kan både patienter og sundhedspersonale holde sig informeret om viden og udvikling indenfor området via Hej Sundhedsvæsen